Gry Bay

Forfatter

 

Model7

Ind imellem optrædener på film, på teater, i shows, med band, som model og som kendis, har multikunstneren Gry Bay haft både tid og overskud til også at skrive børnebogen “Måneøen”.

Køb bogen på LULU

Måneøen

Kapitel 1 – Mit detektivbureau

I begyndelsen var jeg meget nysgerrig, for jeg havde endnu ikke været udenfor vores nye hjem. Min mor og far gik aldrig mere ture med mig, som de altid gjorde før vi flyttede. Og de legede heller ikke med mig. I stedet for gik de rundt og surmulede.

Jeg ville finde ud af, hvad der foregik, og hvorfor min mor og far var mutte og hvorfor vi ikke måtte gå udenfor. Det var lidt trist altid at skulle være indenfor.

Men jeg var bare en lille tuttenut, der ikke fik de store ting at vide. Så i al hemmelighed startede jeg mit eget lille detektivbureau.

Jeg havde godt nok et mindre problem. Jeg fik nemlig altid en dum lyserød flagrende stor kjole på. Og jeg bad ellers hele tiden om at få bukser og noget mørkt tøj på, så jeg jo bedre kunne gemme mig, når jeg snusede omkring.

Det sagde jeg selvfølgelig ikke til mine forældre. Så i stedet for bandt jeg en knude på min kjole, så dens flagrende adfærd ikke kunne afsløre mig, når jeg var udenfor.

Når ingen lagde mærke til mig, og det var tit, gik jeg musestille ud. Det var spændende, især fordi jeg ikke måtte, og så havde jeg egentlig også lyst til at gøre noget forkert, så de måske ville lægge mærke til mig. Men tænk nu alligevel hvis jeg blev opdaget af mor. Pyt, jeg måtte af sted.

Rundt om vores hus var der en kæmpe skov med træer og palmer og noget grønt buskads, som ligesom lavede en stor hæk omkring vores skov. Jeg kunne ikke se igennem buskadset, så jeg blev nødt til at kravle igennem. Jeg kom ud til en stor åben plads, hvor der var en hel masse kvinder, som hoppede rundt på bare tæer på jorden. Jeg havde selv bare tæer, fordi jeg jo skulle snige mig ud. Men jeg undrede mig over, at de ikke havde sko på her udenfor.

Måneøen forside
Måneøen bagside
Det gjorde ondt i mine fødder at gå rundt uden sko, men de, de dansede rundt med et underligt blik i øjnene, som om de stirrede på et eller andet meget langt væk. Og så lavede de nogle sære lyde, der larmede en hel del.

Kvinderne havde alle de her flagrende blomstrede sommerkjoler på, ligesom min. Jeg kunne ikke rigtig se mændene, kun skimte dem bag nogle høje palmer. Jeg turde altså ikke gå hen til dem, så jeg gik hjem igen.

Her lå min mor og far og sov. Det var både godt og dumt. Godt fordi min første plan havde virket, men dumt fordi de åbenbart slet ikke havde lagt mærke til at jeg havde været væk.

De var alt for optaget af noget andet end mig.

Hvorfor ku’ de ikke bare fortælle mig det hele?

Jeg spurgte dem tit, men de troede sikkert, at jeg ikke var klog nok til at forstå sådan noget voksensnak. Men jeg sku’ vise dem, ja jeg sku’ så. Nu var jeg rigtig vred og skuffet.

I min vrede hørte jeg nogle tale helt svagt. Jeg kikkede rundt, men der var altså kun mine sovende forældre. Jeg gik hen til deres seng og håbede på, at der var lidt plads til mig. Jeg havde været rigtig uartig og havde lidt dårlig samvittighed.

Jeg opdagede, at lydene kom fra min mor og far. Enten talte de i søvne, ellers lå de bare og rævesov, mens de talte, hmm? Jeg hørte min mor sige noget om folkene; noget med, at de ikke mere tænkte, som de plejede, og at de var helt handlingslammede, hvad det så ellers betød.

Langsomt vendte min mor sig mod mig og smilede lidt bekymret. Hun så mine bange øjne og tog mig op i sengen…